| Naturens Farver |
| Planter, bark, svampe, og rødder kan bruges til at farve uldgarner og tekstiler. Jeg foretrækker vildtgroende eller økologisk dyrkede planter. De har mest kraft, og giver de flotteste farver. |
| Farve-vajd (Isatis tinctoria) |
| Vajd har gule blomster, men alligevel indeholder den et farvestof, der kan afgive blå farve. Vajd har været brugt til tekstilfarvning siden jernalderen, og nogle mener, at egypterne også kendte den. Det svenske flag siges oprindeligt at have været farvet blåt med vajd og gult med planten vau eller birkeblade. |
 |
| Vajd - Isatis tinctoria |
| Farveprocessen - kort fortalt | ||
| Først skal der bejdses | Så skal der farve på! | Vask, tør, og vind op |
|
Garnet forberedes til at modtage farven. Det skal bejdses, hvilket vil sige, at man ved hjælp af metalsalte forbereder garnet til at tage imod farve.
Der varmes langsomt op til 80-90 grader C i et bad, tilsat metalsalte. Temperaturen holdes i 1-2 timer. Det køler af i gryden natten over. |
Garnet tørres eller bruges straks i en ”plantesuppe”, som igen varmes langsomt op til 80-90 grader C i 1-2 timer. Det er her, alt det sjove sker. Farven trækker på det bejdsede garn og det er altid spændende at se udfaldet. |
Efter endt farvning skylles og håndvaskes garnet nænsomt, og det hænges til tørre - helst udendørs i skyggen. Når det er tørt, ryster man resterne af plantematerialet ud af bundtet så godt som muligt. Og så er det klar til at vinde i nøgle og strikke af! |
 |  |  |
| Bejdsegryden med ubehandlet uld | Farvesuppe med knopurt | Ulden tørrer |
Om kemikalier i farveprocessen |
||
|
I traditionelle farverier anvendes ofte ganske mange kemikalier og kunstige farvestoffer, som ifølge Miljøstyrelsen kan være meget skadelige for vores krop og vores miljø. Der kan være tale om hormonforstyrrende, allergifremkaldende og endda kræftfremkaldende stoffer. Til plante- og svampefarvning får man det bedste resultat, hvis garnet er bejdset. Det gør, at farven binder bedre til ulden, og man får en dybere, mere jævn og mere holdbar farve overfor vask og lyspåvirkning. Vilde Farver anvender som regel alun og vinsten til bejdsning. Alun (KAl(SO4)2·12H2O) er et salt, som også bruges i deodoranter og nogle gange i mad. Miljøstyrelsen betegner stoffet som meget svært at optage i kroppen og ikke-kræftfremkaldende. Vinsten (KC4H5O6) er aflejringer, som opstår ved vinfremstilling. Miljøstyrelsen kalder det et ufarligt middel, som blandt andet bruges som syreregulerende i fødevareindustrien. I mindre mængder anvendes af og til: Jernvitriol, Ferrosulfat (FeSO4) kan formørke farven. Kobbervitriol, Kobbersulfat (CuSO4) bruges i ganske små mænger. Kan gøre lyse gule farver grønlige. Tinsalt, Stannoclorid (SnCl2 2H20) bruges sjældent. Tinsalt kan gøre farverne mere strålende klare. Det er svært fuldstændigt at undgå kemikalier og salte – selv indenfor plantefarvning. Jeg ser det dog som et gode, at der er tale om meget begrænset og kontrolleret brug af disse stoffer. Hvis du helt vil undgå kemikalier og salte i dit uld, er der nogle få farver, som ikke kræver en bejdsning: - Brune farver farvet med valnødder, blade eller bark fra valnød. - Rødbrune farver farvet med stenlav. - Alternativt at ”nøjes” med den naturlige farve fra fårets uld, eller med svagere og mindre holdbare farver fra de traditionelle farveplanter. |
||
| Åben ild |
| Om sommeren farver jeg så vidt muligt mine garner udendørs over åben ild. Det er både hyggeligt, men også praktisk at arbejde i det fri. - Og så lugter det jo lidt af heks! |
 |
| Farvning over åben ild i jerngryde |
| Vild kørvel |
| Vild kørvel kan findes hele juni måned i grøftekanter og enge. Den har status som ukrudt. Vild kørvel kan give en smuk lys forårsgul eller lys grøn farve til uld. |
 |
| Vild kørvel |
